Ansøg frivillig

Udfyld ansøgningen online som frivillig teltleder til Luftballonen Sommercamp 2023. Som frivillig er du nøglen til at få campen til at eksistere og vi kan ikke undvære vores fantastiske frivillige! Når du ansøger, vil vi herefter holde en samtale med dig telefonen, før vi kan garantere dig en plads. Det er for at sikre for os og for dig, at vi er et godt match. Er det svært for dig at få fri fra arbejde eller lignende, så kontakt os endelig, om vi kan finde en løsning. Når du tilmelder dig herunder, vil du blive videreført til et nyt vindue. Alle oplysninger behandles fortroligt og GDPR-sikkert.

Som frivillig begynder campen et par dage før deltagerne. Her vil vi starte med at holde en hyggelig aften sammen, før vi går til de mere praktiske opgaver dagen efter. Deltagerne kommer i 9 dage. Efter deltagerne er hentet, vil der være lidt praktiske opgaver, efterfulgt en festlig afskedsaften kun for de frivillige.

Der vil være et uddannelseskursus for frivillige i starten af juni med 1 overnatning. Det håber vi, at du kan deltage i, så vi kan lære dig godt at kende og du kan være med i planlægningen af programmet. Er det umuligt for dig at deltage, så kontakt også endelig, om vi kan finde en løsning.

Der er ingen udgifter for dig ifb. transport eller kost/logi. Det sørger vi for at dække for dig, som tak for din vigtige tid.

Læs mere om at være frivillig

Meld dig som frivillig teltleder til campen og vær med til at give børn og unge med astma, allergi eller eksem – og dig selv en oplevelse for livet.  

Luftballonen er en årligt tilbagevendende sommercamp, som lærer de unge at leve et godt, sundt og aktivt liv igennem faglig læring, sport og leg, trods deres sygdom. På campen er der astmasygeplejerske, lungefysioterapeut og eksemsygeplejerske, der tager hånd om deltagernes sygdomme, men det er dig som frivillig, der er deltagernes tætteste ven under campen. 

Luftballonen har eksisteret siden 2002 og vi er erfarne, professionelle og dedikerede – men vi er også åbne for nye øjne, kræfter og ideer. Er du vores nye frivillig? 

Jobbet:

Som frivillig leder i Luftballonen har vi behov for din tilstedeværelse, dit engagement og dit gode humør under hele campen. Det vil foregå 12 dage i skolernes sommerferie, i en teltlejr på en efterskole i Glamsbjerg på Fyn. Som frivillig forventer vi at du kommer dagen før deltagerne og tager hjem dagen efter deltagerne, for at vi sammen kan nå det hele. Dine primære opgaver vil være: 

Ansvar for en mindre gruppe børn og unge, både i lejren og under udflugter, Aktivering af deltagerne, herunder leg og sociale aktiviteter og skabe hyggelig, nærværende og tryg stemning i campen. Du vil også være ansvarlig for mange praktiske opgaver fordelt over hele perioden.

Vi kan ikke undvære dig, hvis: 

Du har lyst til at arbejde med børn og unge. Du har gå på mod, er selvstændig og god til at aktivere børn og unge. Du vil have en oplevelse for livet, med børn og unge, hvis liv forandres efter campen. Du har evt. erfaringer indenfor idræt, sport eller pædagogik, det er dog ikke nødvendigt. Du er måske selv ramt af astma, allergi, høfeber eller eksem og det ser vi kun som en styrke. Du er handlekraftig og ikke bange for at give en hånd med praktiske opgaver undervejs.

Vi er helt sikre på at kunne tilbyde dig:

En udtalelse til at tage med videre til din fremtid. Et sjovt og lærerigt input i din sommerferie. Uddannelse i astma, allergi og eksem samt konflikthåndtering. Supervision og support igennem hele campen. Et stærkt team af andre frivillige, rutinerede lejrledere samt tæt kontakt til fagpersonale.

Luftballonen er en astmacamp, der bærer præg af dedikerede frivillige, en ungdommelig og løssluppen stemning midt i alvoren af at passe på de fantastiske børn og unge. Under campen er der fagpersonale, der tager vare på deltagernes sygdom og følger deres helbred tæt. Som frivillig bidrager du med højt humør, sammenhold og er ikke bange for at give en hånd med praktiske opgaver. 

Kontakt os for mere information

Du forventes at kunne deltage i en uddannelsesweekend inden campen, hvor du her vil møde alle de andre frivillige og få en masse vigtig information – udover det er en super hyggelig weekend med vigtig teambuilding. Weekenden vil foregå på Fyn (Odense eller Nyborg) i starten af juni 2024 med 1 overnatning og vi betaler kost, logi og transport.

Du kan læse meget mere om astmacampen på www.luftballonen.dk eller på Facebooksiden https://www.facebook.com/LuftballonenAstmacamp/. 

Vi glæder os til at høre fra dig! Vi har også oprettet stillingen på frivillig.job.dk – se den her når tilmeldingen åbner.